top of page

d-ark // NEWS

Regeringen bøjer sig: Dansk støtte til grøn strøm skal ændres

Den danske PSO-støtte gælder ikke udenlandsk produceret el og strider derfor mod EU-reglerne. Nu erkender energiministeren, at ordningen skal ændres.

Af Sanne Wittrup 8. sep 2014 kl. 10:48

Efter flere års stillingskrig med EU om lovligheden af den danske støtte til grøn strøm, PSO, er regeringen nu indstillet på at ændre ordningen.

Stillingskrigen har bevirket, at mange solcelleejere og ejere af små husstandsvindmøller siden 2012 ikke har fået udbetalt hele den PSO-støtte, som de danske energipolitikere ellers har tildelt dem.

Samtidig har markedet for solceller og husstandsvindmøller været sat helt i stå, fordi nye anlæg skulle afvente EU's godkendelse af nye støtteregler.

Nu meddeler klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), at han går i dialog med EU-Kommissionen, der så sent som fredag atter slog fast over for Energistyrelsen, at den eksisterende danske støtte til grøn strøm strider mod EU-traktaten.

»Jeg er meget optaget af, at der findes en løsning, som passer til de danske forhold. Jeg kan ikke sige nu, hvordan den endelige løsning kommer til at se ud, men én ting er sikker, og det er, at vi også i fremtiden støtter grøn energi, så vi kan fortsætte omstillingen væk fra kul, olie og naturgas,« siger ministeren i en pressemeddelelse mandag.

Importeret el diskrimineres

EU-Kommissionen mener, at det danske PSO-system er diskriminerende over for importeret elektricitet. Kunderne betaler PSO-gebyr for al el, som forbruges i Danmark, mens det kun er indenlandsk produceret el, som har adgang til støtten.

Derfor er det ikke hele PSO-systemet, der skal ændres, men alene problemstillingen i forhold til importeret elektricitet, der skal håndteres, hedder det i pressemeddelelsen. I den oplyser ministeren, at EU-Kommissionen har opfordret Danmark til at fremsætte konkrete svar, der kan adressere problemstillingen.

»Sagen har skabt usikkerhed blandt både virksomheder og borgere om afregningspriser på el og om de lempelser af PSO’en, som vi gennemførte i vækstaftalen. Den usikkerhed kan vi ikke leve med. Jeg vil derfor personligt følge op over for konkurrencekommissær Almunia, så vi hurtigst muligt kan finde en stabil løsning,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Truet solcellemarked

Chefkonsulent Søren Rise fra installatørernes brancheforening, Tekniq, finder det positivt, at regeringen nu endelig tager hånd om sagen:

»En hel masse mennesker har fået lovning på 1,30 kroner pr. kWh i tilskud til solceller og kun fået udbetalt de 60 øre. Og så vil det være rart at få gang i den solcellebranche , som har været ved at falde helt fra hinanden, fordi alle har ventet på tilskuddene,« siger han.

Ifølge den nyeste og meget komplicerede solcelleaftale kan der gives tilskud til i alt 20 MW kapacitet solcelleanlæg i 2013 og 20 MW solcelleanlæg i 2014. Støtten gives kun til anlæg, som endnu ikke er opsat, og alle har derfor ventet på godkendelsen fra EU, hvilke har lammet det danske solcellemarked.

Category

bottom of page