top of page

d-ark // NEWS

Rekord: Vindmøller leverede 41,2 pct. af danskernes elforbrug i første halvår


DA //

Danmark har nu 5.229 vindmøller, der kan levere 4,8 GW. Meget blæsevejr gjorde, at de satte rekord i første halvår.

Af Sanne Wittrup 2. sep 2014 kl. 11:52

Dansk vindkraft slog alle rekorder i første halvdel af 2014.

Ekstraordinær megen blæst bragte sammen med flere nye vindmøller vindandelen op på 41,2 pct. af det samlede elforbrug mod 31 pct. i første halvår 2013. Det skriver Energinet.dk i sin nye halvårsrapport.

Særlig januar måned var rig på blæsevejr. Her lå vindandelen på 61,7 procent.

I 2013 øgedes bestanden af vindmøller med 258 med en samlet kapacitet på 695 MW. Modregner man årets 49 skrottede vindmøller, er den samlede vindkraftkapacitet steget med 650 MW.

Ifølge Energistyrelsens statistik lå den samlede vindkraft-kapacitet ved udgangen af 2013 på 4,8 GW, fordelt på 5.229 vindmøller.

Den høje vindandel var sammen med den milde vinter og rigeligt vand til de nordiske vandkraftværker årsagen til, at engrosprisen på el blev presset ned på et meget lavt niveau, som ikke er set siden første halvår 2007.

Det bevirker samtidig, at elforbrugernes PSO-betaling til miljøvenlig elproduktion stiger. Den gennemsnitlige tarif for 2014 forventes at blive på 21,7 øre/kWh, hvor den gennemsnitlige tarif i 2013 udgjorde 17,4 øre/kWh.

Ifølge Energinet.dk har den høje vindandel, som i enkelte nattetimer kom langt over 100 pct., ikke givet selskabet problemer med at drive elsystemet og skabe balance mellem elforbrug og elproduktion. Danskerne havde i de første seks måneder af 2014 strøm i stikkontakten i meget tæt på 100 pct. af tiden.

Ifølge Energinet.dk giver konventionelle kraftværker sammen med de elektriske forbindelser til udlandet den nødvendige fleksibilitet i et elsystem, der i vid udstrækning er baseret på fluktuerende energikilder, først og fremmest vindmøller.

Energinet.dks medarbejderskare har været jævnt stigende de seneste år. Således beskæftiger det statsejede selskab 726 personer i første halvår 2014 mod 669 personer i første halvår 2013. I 2012 var der 618 medarbejdere beskæftiget.

Category

bottom of page